Fredag aften venter endnu et vigtigt opgør i Serie 2, når Koldby/Hørdum gæster Sparkær Stadion. Begge mandskaber kommer ind til kampen med et stort behov for point, og der er derfor lagt op til et intenst opgør mellem to hold, der begge jagter at få momentum i sæsonen.

Sparkær måtte som bekendt rejse hjem fra Thy med et nederlag i seneste runde mod HVA Sydthy, mens fredagens modstander heller ikke fik point med fra deres opgør i sidste runde mod Viborg FF på hjemmebane. Koldby/Hørdum har samtidig haft et hårdtpakket kampprogram den seneste uge med tre kampe på kort tid, senest onsdag aften, hvor de sikkert spillede sig videre i pokalturneringen med en 3-0 sejr over Spøttrup.
Hos hjemmeholdet er der fortsat tro på tingene. Sparkær har vist gennem foråret, at man kan byde ind i Serie 2 og spille lige op med stærke modstandere. Flere kampe har budt på perioder, hvor holdet har spillet til mere, og derfor begynder savnet af tre point også at kunne mærkes.
Fredagens opgave bliver dog ikke lettere af, at træner Poul Vistisen må undvære både Asger Fjeldsted og Anders Holm, som begge udgik med skader i sidste weekends kamp. Det betyder, at der skal findes nye løsninger på både midtbane og i defensiven. Til gengæld er der positive nyheder i truppen, hvor både Gustav Ishøi og Silas Søndergaard er tilbage efter skader og igen klar til at byde ind.
Sparkær går dermed ind til kampen med en fortsat stærk trup og troen på, at pointene igen kan begynde at tikke ind.
Truppen til kampen:
Asmus Hindsberg
Frederik Holm
Mikkel Mackenhauer
Mikkel Riis
Frederik Andersen
Kasper Henriksen
Noah Hvass
Daniel Brøns
Nicolai Blaaberg
Silas Søndergaard
Kasper Møller
Gustav Ishøi
Martin Jespersen
Malthe Thomsen
Der venter en spændende fredag aften på Sparkær Stadion, og forhåbningen er, at mange vil tage turen forbi og skyde weekenden i gang med Serie 2-fodbold mod et stærkt mandskab fra Thy.
Jacob Mackenhauer