Det blev en dramatisk og intens fredag aften i Thy, hvor Sparkær måtte se en 0-2-føring blive vendt til et 3-2-nederlag mod Sjørring. På en meget våd, tung og langhåret bane blev det en topkamp med to meget forskellige halvlege, hvor Sparkær sad på første halvleg, mens hjemmeholdet tog over efter pausen.
Samtidig blev det en kamp, hvor Sparkær blev hårdt udfordret på skadesfronten, og Vistisen måtte flere gange rokere rundt for at få holdet til at hænge sammen.
Sparkær kom bedst fra start, og især Kasper Møller og Noah Hvass voldte Sjørrings forsvar problemer med deres fart.
Hjemmeholdet var sjældne gæster i Sparkærs felt i første halvleg, hvor de sort-hvide havde godt styr på Sjørrings offensiv. Samtidig var Sparkær selv farlige, når der blev sat fart på kontraerne.
Efter blot 10 minutter kom den første udfordring dog, da Villiam Daa måtte udgå med en ankelskade, han pådrog sig under opvarmningen. Vistisen måtte hurtigt rokere rundt, og Alexander Herslund blev trukket længere ned på banen og ind med Nicolai Blaaberg for at få kabalen til at gå op.
Det ændrede ikke på Sparkærs gode start.
Efter 13 minutter kom føringen. Daniel Brøns spillede en flot stikning i dybden til Møller, som satte fart på, løb fra sin direkte oppasser og køligt lobbede bolden over Sjørrings målmand til 0-1.

Sparkær fortsatte med at være det farligste hold. Flere gode kontraer blev sat op, men den sidste aflevering eller den afgørende skarphed manglede enkelte gange. Føringen kunne derfor sagtens have været endnu større.
Efter 31 minutter kom den anden scoring.
Noah Hvass blev sendt afsted i dybden og brugte sin fart til at løbe fra sin direkte oppasser. Alene med målmanden udplacerede han ham sikkert til 0-2.

En stærk første halvleg fra Sparkær, som kunne gå til pause med en fortjent 0-2-føring.
𝐄𝐍 𝐇𝐄𝐋𝐓 𝐀𝐍𝐃𝐄𝐍 𝐊𝐀𝐌𝐏 𝐄𝐅𝐓𝐄𝐑 𝐏𝐀𝐔𝐒𝐄𝐍
Hvis første halvleg tilhørte Sparkær, så blev anden halvleg en helt anden historie.
Sjørring kom flyvende ud efter pausen, og allerede efter få minutter fik hjemmeholdet en stor chance, hvor bolden i samme sekvens ramte overliggeren og derefter stolpen.
Så var gæsterne fra det midtjyske i den grad advaret.
Målmand Asmus Hindsberg og forsvaret fik efterhånden nok at se til, for Sjørring begyndte at lægge et tungt pres på gæsterne. Hvor hjemmeholdet i første halvleg havde været sjældne gæster i Sparkærs felt, var billedet nu et helt andet.
Sjørring spillede sig længere frem på banen, og hjørnesparkene begyndte at komme i stort antal. Deres store og fysisk stærke spillere gjorde sig gældende, og Sparkær havde svært ved at få ro på kampen.

Blot 5 minutter spillet af 2. halvleg kom reduceringen.
Et hjørnespark blev ikke clearet ordentligt, og bolden dumpede ned tæt under mål, hvor en Sjørring-spiller kunne sparke den ind mellem venner og fjender til 1-2.
Nu havde hjemmeholdet for alvor fået tro på tingene.
Meget af anden halvleg blev derfor et spørgsmål om Sparkær i forsvar mod et stærkt of fysisk Sjørring-hold, der lugtede blod.
Samtidig blev Sparkær ramt yderligere på skadesfronten.
Kasper Møller, som havde fået et slag tidligere i kampen og ikke var helt fit, måtte udgå midtvejs i anden halvleg.
Mads Vistisen måtte også udgå med det, der lignede en fiberskade med knap 20 min. igen, og endnu en gang måtte der rokeres rundt med Daniel Brøns i midterforsvaret.
Noah Hvass, som havde været en af Sparkærs største offensive trusler i første halvleg, måtte også flyttes ned defensivt og endte med at spille back de sidste 20 minutter. Ind fra bænken kom Malthe Thomsen og debut til nye Noah Dürr og de kæmpede bravt med alt hvad de havde.
Sparkær kæmpede nu ikke blot mod Sjørrings pres, men også mod trætte ben og et mandskab, der efterhånden var blevet hårdt ramt.
Sparkær stod noteret for to gode chancer i 2. halvleg, det ene var en god mulighed til Møller, men hans skud blev blokeret, og med 10 min. igen fik Sparkær pludselig muligheden for at lukke kampen. Asger Fjeldsted blev sendt alene igennem på en friløber, men blev bremset af flot herorisk forsvarspil i situationen. I samme sekvens måtte en ellers velspillende Asger udgå med det, der lignede en fiberskade.

Endnu et hårdt slag.
Møller måtte tilbage på banen og ned i forsvaret, da Asger måtte forlade banen.
Det siger meget om Sparkærs situation i kampens sidste fase, hvor spillerne blev flyttet rundt for at få holdet til at hænge sammen.
Bedst som man håbede og troede sejren skulle kriges hjem fortsatte sjørring ufortrødent og smed alt frem, og i 89. minut kom udligningen til 2-2.
Endnu en gang var det et hjørnespark, der blev afgørende. Bolden blev slået mod den forreste stolpe, hvor en Sjørring-spiller kom fri og først for, og kunne sende bolden i nettet.
Kort efter udligningen opstod en afgørende situation, da Kasper Møller forsøgte at prikke bolden væk i en duel med en Sjørring-spiller, der var kommet fri mod mål. Møller fik prikket til bolden, men ramte samtidig modspilleren, og dommeren vurderede, at det var manden, der blev ramt først. Det udløste et gult kort til Møller. Situationen gav naturligt frustration hos Møller og resten af Sparkær-holdet i en meget hektisk slutfase.
Men kampen var stadig helt åben.
Sparkær forsøgte at holde sammen på det hele og få det ene point med hjem.
Men dybt inde i de fire minutters overtid fik Sjørring endnu et hjørnespark.
Hjemmeholdet kom med alt, hvad de havde. Bolden blev sendt ind i feltet, og en Sjørring-spiller steg til vejrs og headede bolden ugeneret i nettet til 3-2.
Fra 0-2 til 3-2.
En brutal afslutning på en kamp, hvor man må erkende, at der var en halvleg til hvert hold.
Sparkær var klart bedst før pausen, mens Sjørring overtog kampen efter pausen og til sidst fik belønningen for deres pres.
VISTISEN ÆRGRER SIG
Efter kampen var træner Poul Vistisen naturligvis ærgerligt over resultatet.
“Begge hold havde hver sin halvleg, og han havde gerne solgt den for et point efter man så hvordan kampen nu engang udviklede sig til at blive. Ja, det var jo en hård kamp med skader fra start til slut. Men sådan er fodbold og jeg skal hjem og rode i værktøjskassen til næsten weekend, for der er desværre mange afbud og skader lige pt. Men dybeste respekt for de gutter der har taget turen her til Thy i aften. Vi vinder sammen og vi taber sammen “
Kampens spiller blev for andet kamp i træk, målscorer Noah Hvass som spillede en flot kamp hvor han bidrog både i forsvaret og angreb. 20 stemmer fik han efterfølgende.
–JM