Pressemeddelelse:
Kun en måned efter, at Sparkærs seniorspillere mødte ind til træningsstart, skal de have ny træner. Kurt Mogensen meddelte tirsdag aften, at han ønskede at bliver løst fra aftalen for 2026.

Kurt følte sig klar til en ny sæson den 8. februar.
Kurt gennemgik i efteråret en vellykket hjerteklapoperation og følte sig fit og klar til at starte igen som træner i Sparkær.
- Min forventning var, at fodboldkalenderen igen skulle fyldes op i Sparkær IF I 2026 -en klub, der 100 procent har bakket mig fantastisk op i min tid I klubben. Livet rammer ind imellem korsveje, og motivation og lysten er desværre sluppet op omkring mit job som fodboldtræner. Så jeg har valgt at stoppe, mens legen er sjov, og jeg kan se spillere, klub og mig selv i øjnene, for gløden til det fantastiske spil som fodboldtræner er der desværre ikke længere, giver Kurt som begrundelse.
Kurt Mogensen startede i Sparkær IF ved sæsonstart i 2025, og han satte hurtigt sit præg på træningen og spillet på banen. Han kom med nye input – både træningsmæssigt og taktisk, og 2025 blev da også et sandt jubelår for Kurt og spillerne. Fjends Cup pokalen kom hjem, og oprykning til serie 2 sikret, så vi kan sige, at Kurt stopper på toppen. Vi tager selvfølgelig Kurts ønske til efterretning og siger ham stor tak for indsatsen i Sparkær IF.
- At få lov til at stå i spidsen rent sportsligt for de flotteste resultater i Sparkær IF’s lange historie, ja så kan man vel ikke slutte bedre af efter næsten 40 år som serietræner. Og så ovenikøbet i en klub som Sparkær IF, som dufter så meget af seriefodbolden, der har givet mig så mange fantastiske fodboldoplevelser og venner og bekendtskaber på rejsen. Sparkær blev klub nr. 14. på rejsen igennem seriefodbolden som træner, og jeg kunne ikke ønske mig ét skønnere sted at stoppe en lang trænerkarriere. Tak til allé, som jeg mødte på min vej, og seriefodbolden vil jeg stadig følge lokalt, slutter Kurt.

Fjends Cup sejren betød også meget for Kurt.
Kurt Mogensen og Sparkær IF skilles som gode venner og med respekt for hinanden, men livet går videre, og en ny sæson står for døren med første turneringskamp allerede den 28. marts for serie 2.
Derfor er der handlet hurtigt, og Poul Vistisen er klar til at lukke hullet for resten af 2026. Han stod for træningen torsdag aften, og spillerne fik besked om trænerskiftet på et spillermøde efterfølgende.
-hp