Mindre en en uge Fjends Cup finalen tørnede de to finalister igen sammen på Sparkær Stadion, og her var det finaletaberne fra Stoholm, der tog revanche via en 3-2 sejr. En forholdsvis lige kamp, hvor Stoholm endte med at være bedst i 2. halvleg og fortjent tog de 3 point.
De startede også bedst og kom foran efter bare 10 minutter, da et højt indlæg fik lov at passere Sparkær-forsvaret til fjernest stolpe. Det gav luft til de unge Stoholm-spillere, der tilmed fik for meget plads på midten af banen, så de kunne dominere spillet. Efterhånden fik Sparkær-spillerne mere styr på spillet, og kom frem til et par gode muligheder, inden Asger Fjeldsted udlignede på hovedstød i det 37. minut efter et hjørnespark fra Nicolaj Blaaberg. Sparkær sad på resten af halvlegen, men Stoholm fik en god mulighed lige før pausen.

Der var debut til 16-årige Alexander Herslund (3), og han viste lovende takter efter sit indhop i 2. halvleg. Th. Mikkel Mackenhauer.
Efter pausen lignede Sparkær-holdet slet ikke sig selv i forhold til det, vi tidligere har set. Markeringerne svigtede, og Stoholm fik igen plads og var farlige på flere omstillinger. Det gav et mål i det 53. minut – igen på en dødbold, der ikke blev clearet. Det skete kort efter, at en Stoholm-spiller røg ud med gult, og for at det ikke skal være løgn, så scorede Stoholm til 3-1, inden de blev fuldtallige. Det fortæller vist alt.
Sparkær nåede også at få gult to gange, først til Asger Fjeldsted (67) og siden til Mikkel Mackenhauer (79). Han nåede dog lige at komme på banen igen og fik reduceret til 2-3 kort inde i tillægstiden, men mere blev det ikke til. Det blev dermed “dagen derpå”, for Fjends Cup vinderne, der var uden 6 spillere fra finale-truppen. Alligevel burde der have været mere vilje og gejst til at spore hos spillerne.
Sparkær-træner Poul Vistisen erkendte da også nederlaget efter kampen:
“Vores bedste periode var i 1. halvleg, hvor vi skaber mest, mens vi i 2. halvleg lukker to dumme mål ind. Stoholm er bedre end os på dagen. Vi har en del afbud af forskellige årsager, men de seks nye i truppen gør det fornuftigt. Vi får lidt tilbage på søndag.”
Næste kamp er allerede i morgen søndag, når Sjørring fra Thy kommer på besøg på Sparkær Stadion.
–Hp