Nyheder

Sparkær spiller også i serie 2 efter sommerpausen

Det blev en realitet efter en fuld fortjent 2-0 sejr over topholdet HVA Sydthy søndag eftermiddag på Sparkær Stadion. Dermed har dette hold præsteret det, ingen andre har i Sparkær IF’s historie, nemlig at sikre sæson nummer to på dette niveau. Og det har ikke kun handlet om overlevelse, for her i sidste halvdel af turneringen har Sparkær vundet fire ud af seks kampe og alle gange fuld fortjent. Også dagens opgør, hvor HVA-træner Mads Møller Jensen efter kampen sagde: “Tillykke med en fuld fortjent sejr og overlevelse i serie 2. Vi har jo set de andre hold, og I er alt for gode til at rykke ned”.

Og spillet er blevet bedre kamp for kamp, og i dag blev godt spil krydret med en helt igennem super holdindsats og sammenhold, hvor der blev bakket op over hele banen. Det betød da også, at hjemmeholdet gennem kampen skabte de fleste oplagte chancer og fik to mål annulleret for off-side. Gæsterne startede kampen bedst og havde bolden meget, men ud af ingenting fik Noah Hvass en friløber efter bare et par minutter, men han skud blev klaret.

Noah Hvass 14062026 1
Attituden fra Noah Hvass er ikke til at tage fejl af. Den lyser af den vilje, der kendetegnede Sparkær-holdet. Her har han scoret til 1-0.

Sparkær kom mere mere med i spillet, og derfra blev det en helt lige kamp uden de helt store chancer, inden Asmus Hindsberg i det 19. minut måtte præstere en af flere fine redninger. Kort efter fik Kasper Møller annulleret et mål for off-side, men i det 33. minut slog hjemmeholdet så til med en flot scoring af Noah Hvass efter oplæg af Kasper Møller. Herefter var der nogle halve chancer i begge ender, inden Asmus Hindsberg igen måtte ud i fuld længde lige før pausen.

Man kunne så forvente, at gæsterne ville lægge voldsomt pres på efter pausen, men det kom nu ikke til at ske. Godt nok havde de bolden en del, men spille sig igennem et stærkt organiseret Sparkær-forsvar kunne de ikke. Derfor begyndte de at sende mange høje bolde frem, men det gav ikke de store chancer. Derimod spillede Sparkær rigtig godt i perioder i 2. halvleg og kom frem til muligheder, og omkring den halve timer skete der noget ved HVA-målet. Først var Kasper Henriksen tæt på, og i det 62. minut kom så det forløsende mål til 2-0. Mads Daa Vistisen fandt Daniel Brøns i feltet, og efter et enkelt “husmandstræk” var Brøns fri og hamrede bolden i nettet til stor jubel for den pænt besatte langside hos hjemmeholdet.

Daniel Broens 14062026
Daniel Brøns knytter næven efter sin scoring til 2-0. Bagved assistmager Mads Daa vistisen.

Målet gav ro, og Sparkær var tættere på 3-0 end gæsterne på 2-1. I det 67. min. kom en ny annullering, da Asger Fjeldsteds mål efter en aflevering fra Kasper Henriksen blev dømt off-side. Men så fik gæsterne en gylden chance for at komme med i kampen til sidst, da de fik tilkendt et straffespark i det 85. minut. Heldigvis havde Asmus Hindsberg i Sparkær-målet luret gæsternes topscorer Jonas Bojesen og klarede flot.

Dermed var der ikke mere i HVA, og kampen ebbede ud med 4 minutters tillægstid. Derfor var der både glæde og lettelse, da dommer Thomas Madsen fløjtede af. Fordelingen af stemmerne efter kampen viste da også med al tydelighed, at der var tale om en stor holdindsats, da de var noget mere spredt end normalt. Men redningen af straffesparket gav nok lige de ekstra, der gjorde, at Asmus Hindsbjerg sluttede øverst med 21 stemmer foran Noah Hvass (17), Daniel Brøns (16) og Frederik Andersen (15).

Asmus 14062026
Asmus Hindsberg redder straffespark i det 85. min.

Træner Poul Vistisen fortalte efter kampen blandt andet dette til Skive Folkeblad:

  • Det føles dejligt – og særligt måden vi gjorde det på. Vi spiller en drømmekamp og vinder fuldt fortjent 2-0. Vi var bedst over 90 minutter. Og så er det måden, vi spiller på. Vi spiller anderledes, og det er måden, man skal spille på, når man er Serie 2-hold. Men jeg vil også sige, at når vi starter igen i august, så bliver det lige så svært igen. Det er ikke nogen hemmelighed. Det her er ikke nogen sovepude, men det var godt for klubben og spillerne, at vi har fået gjort opmærksom på, at vi faktisk er ved at have et rigtigt Serie 2-hold herude. Og det er jeg sgu stolt af, lyder det fra Poul Vistisen.

Se flere billeder

Hp

del på de sociale medier

Facebook
Twitter