Nyheder

Sparkær sluttede historisk forår af med storsejr i Thy

Sparkær IF satte fredag aften et flot punktum på et historisk forår i Serie 2, da Koldby/Hørdum blev besejret med sikre 0-4 på udebane. Sejren sikrede samtidig de bolchestribede en flot 4. plads i rækken og understregede den udvikling, holdet har gennemgået gennem sæsonen.

Fra første fløjt var det tydeligt, at gæsterne var kommet til det hyggelige stadion i Thy for at hente alle tre point. Allerede efter tre minutter var gæsterne tæt på en drømmestart, da Daniel Brøns fik afsluttet fra en spids vinkel, men måtte se bolden ramme overliggeren.

Det blev dog kun en kort udsættelse af det, der lignede et uundgåeligt føringsmål. I det 6. minut sendte Daniel Brøns en præcis stikning i dybden til Kasper Møller, som tog løbet perfekt og køligt placerede bolden under hjemmeholdets målmand til 0-1.

0H6A7203 kopier
Møller ligger den køligt ind under målmanden til 0-1

Sparkær fortsatte med at dominere spillet, og selvom Mikkel Riis efter ti minutter modtog et gult kort for at stoppe en omstilling, ændrede det ikke kampbilledet. Der var fortsat kun ét hold på banen, og de bolchestribede fortsatte med at presse hjemmeholdet tilbage.

Blot tre minutter senere blev overtaget omsat til endnu en scoring. Frederik Andersen fandt Noah Hvass på kanten af feltet, og med sin fart satte Noah overlegent sin direkte modstander af. Herefter serverede han bolden perfekt foran fødderne på Nikolaj Bønding, som sikkert kunne gøre det til 0-2.

Koldby/Hørdum havde store problemer med at håndtere Sparkærs offensive spil. Hele fronttrioen med Kasper Møller, Noah Hvass og Nikolaj Bønding var i spillehumør og voldte hjemmeholdet store problemer gennem hele første halvleg. De tre kombinerede flot, arbejdede hårdt og skabte konstant ubalance hos hjemmeholdet. Særligt Noah Hvass var i hopla og leverede en af sine bedste præstationer i sæsonen med fart, energi og overblik.

0H6A7306 Forstoerret NR kopier
Noah Hvass var en trussel for hjemmeholdets forsvar som slet ikke kunne følge med den hurtige kantspiller.

Efter 22 minutter blev Sparkærs dominans yderligere understreget. Kasper Møller sendte Noah Hvass afsted i dybden, og endnu en gang viste kantspilleren sin eksplosivitet. Noah sprintede overlegent fra sin oppasser og kom fri på kanten, inden han uselvisk lagde bolden perfekt ind foran fødderne på Nikolaj Bønding, som sikkert kunne score til 0-3 og sit andet mål i kampen.

0H6A7294 kopier
Nikolaj Bønding var sikkerheden selv foran kassen på to bolde af Noah som han sikkert eksekverede til mål.

På dette tidspunkt havde Sparkær fuldstændig kontrol over opgøret og kunne med lidt større skarphed have ført endnu mere. Hjemmeholdets bedste mulighed i første halvleg kom kort før pausefløjtet efter et hjørnespark. En Koldby/Hørdum-spiller steg til vejrs og fik sendt et hovedstød mod mål, men Asmus Hindsberg var vågen og parerede flot forsøget. Returbolden faldt igen i et farligt område, men Sparkærs sidste skanse reagerede hurtigt og diskede op med endnu en stærk redning, så gæsterne kunne gå til pause med en fortjent føring på 3-0, og drømmen om hans 8 clean sheet levede i den grad stadig.

I pausen foretog Sparkær to udskiftninger, da Mads Daa Vistisen og Villiam Daa Rønning blev afløst af Oliver Svith Mortensen og Asger Myrthue Fjeldsted.

0H6A7402 Forstoerret NR kopier
Asger Fjeldsted spille en flot 2. halvleg og er så småt ved at være helt fit efter hans skade.

Anden halvleg blev mere kontrolleret end dramatisk. Sparkær havde godt styr på kampen og lod sjældent hjemmeholdet komme frem til noget farligt. Den største mulighed til Koldby/Hørdum kom efter 58 minutter, hvor en afslutning ved bagerste stolpe blev sendt over mål.

Efter en times spil blev Mikkel Riis afløst af Nicolai Blaaberg. Samtidig trak Noah Hvass ned på højre back, mens Blaaberg overtog pladsen længere fremme på kanten.

Selvom tempoet faldt en smule, fortsatte Sparkær med at skabe muligheder. Efter 72 minutter leverede Nikolaj Bønding en fremragende aflevering til Kasper Møller, som kom fri foran mål. Denne gang vandt hjemmeholdets målmand dog duellen og forhindrede endnu en Sparkær-scoring.

Fem minutter senere blev kampen definitivt lukket. Daniel Brøns fandt Nicolai Blaaberg på kanten af feltet, og indskifteren kvitterede med et flot venstrebenshug, som susede i nettet til 0-4 uden chance for hjemmeholdets målmand.

0H6A7377 Forstoerret NR kopier
Blaaberg leverede et fint indhop og scorede et flot mål.

De sidste minutter blev kørt sikkert hjem af et velorganiseret Sparkær-mandskab, som endnu engang viste de dyder, der har kendetegnet holdet gennem hele foråret. Arbejdsindsatsen var høj, defensiven stod stærkt, og offensivt blev der skabt flere flotte angreb.

Da dommer Kim Fredholm fløjtede af, kunne Sparkær-spillerne juble over endnu en fortjent sejr og en sæsonafslutning, der næsten ikke kunne være skrevet bedre.

De sidste fire kampe har kastet fire sejre af sig med den imponerende målscore 16-0. Samtidig kunne Asmus Hindsberg notere sig sit 8. clean sheet i sæsonen, hvilket understreger den stabilitet, der har præget både ham og resten af defensiven.

0H6A7436 Forstoerret NR kopier
Sønderjyden var glad efter kampen og viste 8 fingre i vejret! Imponerende med så mange clean sheets for et oprykkerhold.

Efter kampen var der da også en stolt træner Poul Vistisen, der kunne se tilbage på et forår, hvor holdet har udviklet sig markant. Sparkær har ikke blot sikret klubbens første overlevelse nogensinde i Serie 2 – holdet sluttede samtidig sæsonen på en flot 4. plads og som et af rækkens absolut formstærkeste mandskaber. Vistisen glæder sig samtidig til FjendsCup lige rundt om hjørnet og det her var en rigtig god optakt dertil understreger han.

Stemmerne efter kampen gik fuldt fortjent til Noah Hvass. Med to assists, flere afgørende gennembrud, stor arbejdsindsats og konstant uro hos hjemmeholdets forsvar var han kampens helt store profil i en kamp, hvor hele Sparkær-holdet leverede en præstation af høj klasse.

0H6A7432 Forstoerret NR kopier
Noah var svær at gøre smilet af efter kampen. Stemmesluger og uselvisk i sit spil. Stor respekt.

Et historisk forår er slut. Et forår der bød på klubbens første overlevelse i Serie 2, en flot 4. plads i rækken og en afslutning, der lover godt for fremtiden i de bolchestribede.

Vi ses til FjendsCup.

Se flere billeder

se interview

Jacob Mackenhauer 

del på de sociale medier

Facebook
Twitter