Nyheder

Sparkær IF laver aftale med ny træner med ”krudt” i for 2027

Pressemeddelelse:

Ikke at der mangler krudt i Sparkær-spillerne, der netop har afsluttet en fornem sæson i serie 2, der endte med en placering som nummer 4 i puljen. Det har hele tiden været aftalen, at Poul Vistisen skal være træner hele 2026, og derefter har han selv valgt, at det skal være slut. Derfor ingen dramatik i, at Sparkær IF har været på trænerjagt.

Og her den 21. juni 2026 har klubben så landet en aftale for 2027 med en kendt trænerprofil fra nærområdet, nemlig Kristian Kjær fra Halskov ved Højslev. Blandt venner og i fodboldregi bærer han også navnet ”Krudt”, og iflg. manden selv kommer det af en tidlig interesse for nytårskrudt, men også at han altid har haft ”krudt i røwen”.

Krudt 2027
Formand for Sparkær IF’s seniorudvalg Daniel Brøns og Kristian Kjær giver hinanden håndslag på aftalen for 2027. Foto: Mackenhauer Foto.

Den 45-årige træner, der skal træne begge seniorhold i Sparkær IF,  har en lang erfaring fra flere klubber i området – senest i Skive IK, hvor han i en periode var sportschef for seniorholdene og træner for serie 3. Han har også været omkring Borup, Ørslevkloster, FC Sallling (ungdom) og SUB09 (kvinder). Her i foråret har han holdt pause fra trænerarbejdet, men nu glæder han sig til at komme til Sparkær:

  • Jeg er superglad for den aftale, vi har lavet for 2027, og at Sparkær IF har tillid til, at jeg kan videreføre det gode arbejde, som Poul har udført. Jeg har fulgt Sparkær i mange år og altid følt mig velkommen her, både personlig som træner for andre klubber. Sparkær syder jo af seriefodbold, og jeg kan godt lide, at der er orden i tingene. Og så laver I jo et helt fantastisk PR- og SoMe arbejde, som er med til at promovere klubben.

Kristian Kjær , der i øvrigt har UEFA B-licens, ser det nuværende førstehold i Sparkær som det bedste, han har oplevet, og han håber, at niveauet kan holde i efteråret. Han kender mange af spillerne og har da også mødt et par af dem i en samtale i forbindelse med denne aftale. Og hvad er så vigtig for ”Krudt” i det kommende arbejde med spillerne i Sparkær:

  • Jeg skal ikke ind og lave en revolution men måske skrue lidt på nogle knapper, når jeg lærer truppen at kende. Jeg kan jo se, at det allerede fungerer godt, men for mig er det vigtigt, at der er gejst, humør og engagement i truppen. Jeg vil så bidrage med noget variation i træningen, som også skal være sjovt.

Formand for Sparkær IF’s seniorudvalg Daniel Toftgaard Brøns har efterhånden været med til indgåelse af mange træneraftaler, og han ser frem til at få Kristian Kjær til Sparkær IF:

  • Det føles umiddelbar godt. Jeg har jo som spiller mødt ham, når han stod på sidelinjen for andre hold, og her har jeg oplevet ham som en engageret træner. Vi har haft nogle gode snakke med ”Krudt”, hvor også spillerne har være involveret, og det tror jeg på er en styrke. Så jeg er meget tilfreds med aftalen.


Yderligere oplysninger:
Kristian Kjær – 40 88 87 38
Daniel Toftgaard Brøns – 28 15 57 05

del på de sociale medier

Facebook
Twitter