Siden i lørdags har vi vidst, at vi skulle spille semifinale ved dette års FjendsCup. Modstanderen blev først fundet i tirsdags, og det blev Skals FF, som vi iøvrigt også allerede skal møde i turneringen d. 7. august. Det bliver spændende at krydse klinger med et nyoprykket serie 3 hold, som i den grad har vist gode takter i de første to kampe ved FjendsCup. I sidste puljekamp måtte de dog se sig slået af naboerne og de forsvarende Fjendscup-mestre fra Borup med hele 3-0.
Poul Vistisen tror da også, at det bliver en tæt kamp mod et relativt ungt Skalshold med nogle erfarne drenge iblandt, som har været med i gamet i mange år. Vi går efter sejren, og han mener da også, vi har været stabile gennem turneringen.
Vi har vist stabilitet og spillede helt lige op mod et velorganiseret NUGF-hold i tirsdags, så der er kun optimisme at tage med ind i semifinalen. Vi har 4 spillere på scoringstavlen i år. Det er Oliver, Møller, Daniel og Mads J., og hvis vi skal have topscorertitlen igen i år, så skal vi også have flere mål i nettet fra de gæve gutter.
Det ser desværre ikke ud til at vores midtbanedynamo, Asger, er med mere under dette års FjendsCup. Baglåret skal have ro, så vi krydser fingre for, at han er klar til det vigtige efterår. God bedring herfra!
Tag din ven i hånden og kom på Sparkær Stadion for at støtte de bolchestribede drenge. De har brug for netop jeres opbakning til at styre direkte i den så eftertragtede FjendsCup-finale på lørdag d. 30/7 kl. 15:00.
Ses på Sparkær stadion torsdag d. 28/7 kl. 19:00.
Indlæg skrevet af Jacob Mackenhauer onsdag d. 27. juni.