Om Det gik stort set kun en vej, da Sparkær lørdag eftermiddag gæstede Liseborg for at møde Bo Liseborgs ny oprykkede serie 3 hold. Han startede selv på banen for sit hold, der ligesom Sparkær var ramt af afbud, men det var gæsterne, der tog taktstokken fra start og endte med en sikker 4-1 sejr.
Det var nu ikke med prangende spil, og det første kvarter var noget rod, inden der kom lidt mere styr på bolden. Kasper Møller, der var placeret i forsvaret, og Frederik Andersen havde et par muligheder, men vi skulle frem til det 19. minut, før der var gevinst. Efter et hjørnespark blev bolden clearet men opfanget af Noah Hvass i højre side. Herfra sendte han et perfekt indlæg til Mikkel Mackenhauer, der var blevet fremme efter hjørnesparket, og han headede sikkert bolden i mål.

Noah Hvass stod for to fine målgivende indlæg.
Det gav mere ro, og Sparkær sad generelt på spillet. Efter 28 minutter var endnu et hjørnespark optakt til målet til 0-2. Her endte bolden udenfor feltet, hvorfra Frederik Andersen med en helflugter sendte bolden op i målhjørnet. Herefter burde kampen være helt lukket, for i løbet af de næste 10 minutter ramte Michael Hansen underkanten af overliggeren, SIK reddede på målstregen, og Noah Hvas brændte en friløber. 5-0 havde været passende, for hjemmeholdet havde ikke et eneste skud indenfor målrammen.

Frederik Andersen scorede et kanonmål på en helflugter. I baggrunden Nicolaj Broch Andersen.
Pause, og så måtte Deres udsendte ile til Sparkær for at deltage i friskolefesten i Sparkær Forsamlingshus. Men heldigvis har vi jo VEO, og via billeder herfra kunne det konstateres, at billedet i 2. halvleg var stort set det samme. Kasper Møller blev efter pausen sendt frem på banen, og for det kvitterede han med to scoringer i det 51. og 81. minut.
Det første mål efter et nyt godt indlæg fra højre af Noah Hvass, som han nåede først frem til og prikkede i mål. Det andet var en løs bold, som han fra kanten af feltet sendte i mål tæt på den ene stolpe. I slutminutterne lykkedes det hjemmeholdet på mærkværdig vis at få reduceret, men det ændrede ikke noget som helst.

Kasper Møller dobbelt målscorer i 2. halvleg. Bagved Mikkel Mackenhauer, der scorede for anden kamp i træk.
Med sejren topper Sparkær puljen med 10 point, inden VFF tirsdag møder Sdr. Rind/Vinkel, og så er der lagt op til et spændende opgør mod Borup i Låstrup på fredag.
-hp