Nyheder

Pligtsejr i Vinkel

Serie 3: Sdr. Rind Vinkel – Sparkær IF 0-3 (0-2)

Sparkær henter sikker sejr på en blæsende og grå aften i Vinkel

Fredag aften tog Sparkær IF turen til oprykkerne fra Sdr. Rind Vinkel, der i første runde i efterårsturneringen, havde fået en hård start på tilværelsen i Serie 3 med et 5-1-nederlag til Løgstrup. Favoritterne fra Sparkær levede op til forventningerne og tog en sikker 0-3-sejr – dog i en kamp, der spillemæssigt næppe kommer til at stå som et højdepunkt i historiebøgerne.

Allerede før kampen måtte Sparkær lave ændringer. Anders Holm var ude med et hævet ben og en tur på hospitalet, og få timer før kampstart måtte også Villiam Daa melde afbud med en ankelskade. Det betød, at Serie 4-træner Nicolaj Broch måtte snøre støvlerne trods kamp for sit eget hold samtidig, og Poul Vistisen trådte til som 13. mand. Desuden fik Sparkær debut til to nye spillere – Rasmus Mogensen og Nicolaj Blaaberg – hvor sidstnævnte startede inde på midtbanen og gjorde det godt.

0H6A8900 kopier
Debut til Nicolai Blaaberg, som gjorde det godt

Første halvleg – lang ventetid på forløsning

Kampen begyndte med Sparkær mest på bolden, mens hjemmeholdet stod lavt og satsede på omstillinger. Sdr. Rind Vinkels målmand læste flere lange bolde godt, og der blev dømt mange offsides i en uskøn og rodet affære. Sparkær havde optræk til flere chancer, men et hav af hjørnespark og skud forbi eller over mål, men kynismen og skarpheden manglede i den grad.

Efter 37 minutter var Kasper Henriksen tæt på at skabe en oplagt scoringsmulighed, da han blev nedlagt lige uden for feltet, på en ellers fin bold fra Kasper Møller – en situation, der gav gult kort til hjemmeholdet, men som Sparkær lejren, gerne havde set som rødt, eftersom dommeren ikke dømte straffespark, men frispark lige udenfor kanten af feltet. Frisparket tog Kasper Møller sig af, og spillede Michael Hansen fri foran mål, men sparkede desværre over på klods hold.

0H6A8905 kopier
Kasper “Speedy” Henriksen knoklede i aftenens kamp. her bliver der dømt frispark på kanten af feltet.

Det lignede en målløs pause, men i det 43. minut slog Sparkær til. Frederik Andersen sendte Michael afsted og han modtog bolden i venstre side og sendte et knivskarpt indlæg langs jorden ind til en helt fri Kasper Møller, der sikkert sparkede bolden i nettet til 0-1.

0H6A8959 kopier
Kasper Møller jubler her sammen med Michael Hansen til scoringen 0-1

Kun to minutter senere var det igen Frederik Andersen, der med et præcist indlæg fandt Kasper Henriksen fri foran kassen, som køligt placerede bolden forbi målmanden til 0-2.

0H6A8984 kopier
Speedy sparker her bolden ind til 0-2

Anden halvleg

Sdr. Rind Vinkel kom til deres første afslutning inden for målrammen og der var spillet ét minut af 2. halvleg, men målmand Jacob Bødker reddede flot på stregen. Sparkærs forsvar stod solidt med Mikkel Mackenhauer og Asger Fjeldsted centralt, mens Mikkel Riis og Nicolaj Broch holdt kanterne lukket.

I det 64. minut blev kampen reelt afgjort. Et hjørnespark fra Kasper Henriksen lå så tæt på mål, at bolden endte i nettet – om det var direkte, via Daniel, eller et selvmål, er der stadig uenighed om. 0-3, og kampen var reelt lukket. Men når alt kommer til alt var det nok et selvmål af målmanden.

I slutfasen var der chancer til mere. Kasper Møller ramte stolpen på et hovedstød efter et hjørnespark fra Rasmus Mogensen, og Frederik Andersen burde have lukket til 0-4 efter en omstilling, men stillingen holdt sig. og hjemmeholdet så også gult i slutfasen. 

Efter kampen udtalte træner Kurt Mogensen:

“Vi er glade for sejren og en god pointmæssig start på efteråret. Det var ikke poleret spil, men vi kom efter tre point mod en modstander, der stod dybt – og så skal man glæde sig over at vinde, selv når man ikke rammer dagen fuldt ud.”

Frederik Andersen blev kåret til kampens spiller med 22 stemmer, næstefter af Mikkel Mackenhauer med 16 stemmer

Næste opgave for Sparkær er allerede hjemme onsdag aften mod Skals FF.

Se billeder fra opgøret

-JM

del på de sociale medier

Facebook
Twitter