Nyheder

Pinse brag

Mandag, 2. pinsedag venter en af sæsonens mest afgørende kampe, når Sparkær IF tager imod Bruunshåb/Tapdrup IF i et vaskeægte topopgør i Serie 3. Kampen fløjtes i gang kl. 15.00, og der er meget på spil for begge mandskaber, som kæmper med næb og kløer for at sikre sig en af de øverste placeringer i puljen.

serie 3 vs BT Naeste kamp Hjemme

Sparkær kommer til opgøret med rygvind efter en overbevisende 0-5 sejr ude mod B67. Hele holdet leverede en stærk præstation, og der er ingen tvivl om, at formen peger i den rigtige retning – men mandagens modstander bliver noget helt andet end de sidste to opgør Sparkær har spillet.

Bruunshåb ligger aktuelt nummer to i rækken med 22 point. Borup topper med 23, mens Sparkær indtager tredjepladsen med 20 point. Det betyder, at en sejr 2. pinsedag vil sende Sparkær op foran Bruunshåb og for alvor blande dem ind i oprykningskampen med to runder tilbage. Der er med andre ord lagt op til et opgør med masser af nerve, tænding og betydning.

Træner Kurt råder over en trup, der har vist stor karakter igennem hele foråret, men desværre også har været hårdt ramt af skader. Førstekeeper Asmus Hindsberg er fortsat skadet, og derfor bliver det igen en afløser i målet. Det bliver Kasper Møller, der ifører sig handskerne og vogter målet. Respekt for at Møller trækker i keepertrøjen for holdets skyld, og det er da heldigvis ikke uvant for den blonde angriber. Han har stået som keeper i ungdomsårene. Til truppen træder også Frederik Holm & Jacob “Mensah” Pedersen.

IMG 1624

Selvom Skive Festival har trukket i flere af spillerne her henover weekenden, håber vi, at festivaltømmermændene er rystet af og benene friske, når det går løs på hjemmebane. Holdet er i spil til noget stort, og det her er en af de kampe, hvor vilje og sammenhold skal bære det hele det sidste stykke.

Træner Kurt siger det kort og klart: “Vi er i spil – og det er nu, vi skal levere. Hele truppen ved, hvad der er på spil. Vi glæder os til kampen og til opbakningen fra lægterne.” Sidst vandt vi et chancefattigt opgør i Bruunshåb, hvor Asmus leverede varen i buret, og viser vi samme styrke så kan vi levere et godt resultat igen.

Der er derfor al mulig grund til at lægge vejen forbi Sparkær Stadion 2. pinsedag. Kom og støt gutterne i den rød-hvide trøje – der er brug for hver eneste stemme på sidelinjen. Stemningen bliver høj, og kampen kan meget vel vise sig at være nøglen til en historisk afslutning på foråret.

Vi ses mandag kl. 15:00

-JM

del på de sociale medier

Facebook
Twitter