Efter den målrige affære tirsdag aften mod Løgstrup venter næste træningskamp lørdag kl. 14.15 på kunstgræsbanen på Liseborg. Her er modstanderen en gammel kending, nemlig Hersom/Bjerregrav, der som tidligere nævnt snuppede oprykningspladsen fra Sparkær i efteråret. Men bedømt på de 4 indbyrdes kampe i 2022 burde det nok have været Sparkær, for de rød/hvide vandt alle 4 kampe med en samlet målscore på 16-2!
Det er fortid, og nu handler det om en træningskamp mod en modstander, som med serie 2 status må være en kompetent udfordring. Der er mange gode ting at tage med fra kampen mod Løgstrup – især angrebsmæssigt, som træner Per Sørensen udtrykte det efter kampen. Dermed tænkte han nok, at der skal fokuseres på det forsvarsmæssige denne gang, for det går ikke at lukke 4 mål ind hver gang.
Nu kender vi ikke Sørensens opstilling til kampen, men han får muligheder for nye konstellationer denne gang, hvor der er afbud fra Kasper Møller og Mads Daa Vistisen. Til gengæld er Mikkel Mackenhauer, Noah Hvass Gjørup og Patrick Nielsen til rådighed, så mon ikke der bliver rokeret lidt igen?
Træningsindsatsen er fortsat imponerende flot med 26 mand på græs torsdag aften. Det ligner en sæson, hvor der virkelig bliver kamp om pladserne.
Serie 4 skal spille årets første træningskamp i morgen også
Bo Pedersens mandskab skal prøve kræfter med Ans samme dag, så det bliver spændende for de unge spillere på andet holdet.