Nyheder

Mål-Møller på vej mod 300 mål for Sparkær IF

Sparkærs målfarlige angriber Kasper Møller er en notorisk målscorer. Det har han bevist gennem de seneste snart 10 år, hvor han med en enkelt undtagelse i foråret 2019, har repræsenteret de rød/hvide fra Sparkær. Og her godt halvvejs i efterårssæsonen er han på vej mod en helt exceptionel scoringsrekord på 300 scorede mål. Og det skal gå meget skævt, hvis ikke han når det i løbet af de sidste 5 kampe.

Lige nu er han noteret for 294 scoringer i betydende kampe, og med 7 mål i de seneste to kampe er Møller brandvarm. Havde han udnyttet alle sine chancer i netop de to kampe mod VFF og Sdr. Rind/Vinkel, var målet på 300 allerede nået. Betydende kampe regnes som DBU Jylland turneringen og Fjends Cup, og fordelingen er p.t. 256 mål hos DBU Jylland og 38 i Fjends Cup.

Kasper Moeller 19092025
Kasper Møller scorede senest tre gange i kampen mod Sdr. Rind/Vinkel i fredags.

Kasper Møller debuterede som 19-årig hos Sparkær IF i foråret 2016, hvor han scorede i sin debutkamp i serie 3 mod Viborg Søndermarken. På fjendscup.dk kunne man den 28. marts 2016 blandt andet læse følgende fra kampen:

”Det startede ellers skidt for hjemmeholdet, da Martin Bøge allerede efter 4 minutter begik straffespark, som gæsterne udnyttede. Der skulle dog kun gå 3 minutter, inden Kasper Møller stemplede ind i Sparkær IF med det udlignende mål. Et hjørnespark fik lov at passere SIK-forsvaret, og så stod Møller helt fri ved bagerste stolpe og kunne heade bolden i mål.”

Hermed startede Kasper Møllers målshow, der har bragt ham i fokus som målmager og skaffet ham flere topscorerpriser. To gange i Fjends Cup – 2021 og 2024 – men det er især Skive Folkeblads kåring af den lokale topscorer, Møller har sat sit præg på. Senest i efteråret 2024, hvor han med 16 mål endte øverst. Dermed er han den spiller, der flest gange (8) har været øverst på denne topscorerliste siden starten i 1987. Og på fjendscup.dk’s topscorerliste over mål scoret i DBU Jyllands turnering af spillere i de 8 klubber, der deltager, har Møller været øverst fire gange.

Mål nr. 100 ramte Kasper Møller, da Sparkær den 26. oktober 2019 hjemme vandt med 7-3 over Eastside Viborg, hvor han scorede 6 af målene. Mål nr. 200 faldt i kampen ude mod Hersom/Bjerregrav den 24. september 2022, hvor han scorede kampens sidste mål i Sparkærs 3-0 sejr. Nu venter vi så på mål nr. 300 – der mangler kun 6!

Ved de to tidligere markeringer for 100 og 200 mål har Sparkærs nuværende træner Poul Vistisen stået på sidelinjen som træner, og det tror og håber Vistisen, at han også gør, når mål nr. 300 går ind.

Moeller HBI 2022
Her har Kasper Møller netop scoret mål nr. 200 i Bjerregrav

I øvrigt har Kasper Møller på det seneste vist, at hans talent rummer andet end at score mål. I årets Fjends Cup finale måtte han efter to scoringer i 1. halvleg trække i målmandstrøjen, da Morten Andersen blev skadet i 2. halvleg. Her præsterede Møller flere fine redninger, da det var ved at brænde på, og i efterårets første kamp mod VFF måtte han også tage tjansen i målet, hvor han blandt andet reddede et straffespark. Han har også i nogle kampe vist fine evner som forsvarsspiller, som faktisk var det, han spillede i ungdomsrækkerne.

Sparkær Idrætsforening
Hans Peter Johansen

del på de sociale medier

Facebook
Twitter