Nyheder

Kun en vej – og det er fremad

Naeste kamp serie 2 vs OeK


Efter kun et enkelt point i de første 5 kampe peger pilen nedad for Sparkær i serie 2. Intet er dog afgjort endnu, og blot en enkelt sejr over ØK bringer spændingen tilbage i bunden af puljen. ØK, som gæster Sparkær Stadion på onsdag, vandt lørdag med 5-2 hjemme over Bjerringbro og trak dermed for alvor Bjerringbro med i bundstriden, da de kun har 3 point.
Kampen mod ØK, der ligesom Sparkær er oprykkere, har længe været italesat som kampen, der skulle definere, hvilket af de to hold, der kunne klare sig i serie 2. Efter at have overværet ØK’s kamp mod Bjerringbro, kan det konstateres, at det ikke bliver nogen let modstander, som de rød/hvide skal måle sig med. Det er et hold, som fra start til slut gav alt og ikke på noget tidspunkt slog op i banen. Det var fight fra første fløjt, og da de kom foran 2-1, begyndte de at spille godt sammen og scorede nogle fine mål. Godt nok mod en modstander, der ikke præsterede ret meget denne lørdag. Så nu er Sparkær-spillerne advaret!
Når det er sagt, så skal de rød/hvide på ingen måde være kyste på forhånd. Historikken siger da også, at Sparkær og ØK de senere år har spillet mange tætte kampe i serie 3, hvor Sparkær har haft en lille overhånd. ØK er et hold med både styrker og svagheder – det har de selv dokumenteret i de foregående kampe, inden de fik hul på bylden mod Bjerringbro.
Fokus hos Sparkær har efter de mange indkasserede mål været at få lukket af bagude. Og selvom om oplægget i Nørremarken netop var, at der skulle fokus på en bedre og mere kompakt defensiv, endte det med et 1-4 nederlag. Og trods en bedre organisation, så kom der igen to dumme mål efter fejl, som åbenbart er et bundholds lod. Og to mere i slutningen af kampen, da Sparkær ikke kunne holde presset på NUGF-spillerne. Ordet ”træthed” er flere gange nævnt og skrevet, og det er da ret tankevækkende her 3 måneder efter, at træningen startede omkring 1. februar.
Skal der flere point på kontoen, er spillerne simpelthen nødt til at bide tænderne sammen og fortsætte, selv om det gør ondt. Det har altid været Sparkærs varemærke, at om ikke andet så kunne vi holde dampen oppe og knække modstanderne på vilje og fight. Det har vi stadig til gode at se i serie 2. Så derfor, tilbage til de gamle dyder!
Kampen spilles på et specielt tidspunkt kl. 19.20. Det skyldes, at Sparkær har bedt ØK om at skubbe kampen, så Mikkel Mackenhauer og Kasper Møller kan nå hjem fra arbejde på Sjælland. Træner Kristian Kjær har sagt ja til anmodningen og herfra skal lyde et stort cadeau til ham og ØK for det. Det er i sandhed Fair Play!

-HP

del på de sociale medier

Facebook
Twitter