Nyheder

Hvor står Sparkær?

Det spørgsmål får vi sikkert svar på i søndagens svære udekamp mod Ørslevkloster. For efter sidste rundes mange afbud og 3-6 nederlaget til bundproppen Eastside har Poul Vistisen denne gang mere at gøre godt med i holdopstillingen, selv om den stadig ikke er optimal.

IMG 0160
Pouls udvalgte til kampen i Ørslevkloster i morgen.

Men det er betingelserne lige nu, så glem alt, hvad der bliver sagt og skrevet om oprykningsfavoritter. Det handler om at slette indtrykket fra sidste kamp og komme tilbage til det kendte Sparkær-spil og få point på kontoen igen. Hvis det skal ske søndag mod ØK, skal man tilbage til de gamle dyder med den rette indstilling i kampen. Så er der muligheder mod et ØK-hold, der har hentet 7 point, hvoraf de 6 er mod bundholdene Eastside og VFF. Men ØK har i hurtigløberen Simon Rasmussen og tilgang Andreas Hedegaard et par farlige herrer, der skal holdes godt øje med.

IMG 0098 2
Kom til Ørlslevkloster og støt drengene til en sejr i morgen!

Kasper Møller er meldt klar trods lidt problemer med ryggen. Forsvaret er nogenlunde intakt, men mangler stadig Anders Holm og Patrick Nielsen. Ligeledes er Nicolaj Broch & Oliver Andersen tilbage efter to kampes fravær og sidstnævnte danner midtbane med Frederik Andersen og Daniel Brøns. Så jo – en OK startopstilling, som på en god dag burde kunne matche ØK. En sejr og vi holder fast i den sjove ende. Et nederlag og vi ligger et enkelt point over 6. pladsen. Så det burde være motivation nok til at gå efter en sejr.

-Hp

del på de sociale medier

Facebook
Twitter