Mere tydeligt kan det ikke siges inden torsdagens udsatte kamp mod Højslev St., som afvikles i Sparkær kl. 19.00. For det var akkurat lige det, der skete i foråret, da Sparkær tabte hjemme med 1-2 og dermed mistede et skridt i oprykningskampen mod Mønsted.
Og nu kan det så ske igen, hvis spillerne ikke tager Højslev-holdet alvorligt. Det bør de gøre, for de grønne er faktisk i gang med at sikre sig endnu en sæson i serie 3 efter sidste rundes sejr over nedrykningskonkurrenterne fra Viborg FF. Sparkær vandt den omvendte kamp med hele 8-1 (6 mål af Kasper Møller), men det må altså ikke blive en sovepude, hvis målet nu er andenpladsen og playoff.
Og det var det, som træner Poul Vistisen meldte ud efter 0-3 nederlaget i Borup i lørdags, og skal det mål nås, kræver det sejr i de sidste fire kampe. Og med den udtagne trup, der er stort set uændret fra de seneste kampe, skal det kunne lade sig gøre.
-Hp