Nyheder

Heroisk fight gav Sparkær et point

Sparkær var fredag aften oppe mod et stærkt spillende VFF-hold, men med vilje og fight blev der kriget et enkelt point hjem  med et 1-1 resultat. VFF satte tempo fra starten af kampen, og de satte Sparkær under pres med det samme. Efter 12 min. dansede bolde på Sparkærs overligger, men den blev ekspederet væk. Desværre udgik Frederik Andersen kort efter med en skade i lægmusklen efter et frispark mod ham.

Ind kom Nicolaj Broch Andersen, men det blev ikke den eneste indskiftning. Efter en halv time måtte Mads Daa Vistisen lade sig udskifte og i pausen var det slut for Kasper Henriksen, der blev erstattet af Victor Weller. Jacob Pedersen erstattede Mads Daa, men han var ikke ret længe på banen, inden han røg ud med gult efter noget, der var tæt på en nødbremse.

Sparkaer VFF
Foto: Flemming Iversen.

VFF dominerede hele 1. halvleg, men kunne ikke udnytte overtallet, selv om de var tæt ved lige før pausen. Sparkær producerede ikke en eneste chance eller skud på mål i 1. halvleg.

Det blev bedre efter pausen, hvor hjemmeholdet kom bedre ud og kom længere frem på banen. Der blev arbejdet godt, og det blev til enkelte kontraangreb, hvor Noah Hvass efter 53. min. pludselig var fri i det lille felt, men han fik ikke afsluttet, inden der blev sparket væk. 5 min. senere var Casper Arvesen tæt på at overliste målmanden på et frispark, som Kasper Møller nok ikke skulle havde sat foden på, så den gik over mål.

Mikkel Mackenhauer
Mikkel Mackenhauer (tv) var stærkt spillende i forsvaret. Arkivfoto.

I stedet kom VFF så foran i det 60. min., da der var hul i Sparkærs venstre forsvarsside til en friløber, der blev omsat uden chance for Jacob Bødker i målet. Trods stor overvægt i spil til gæsterne blev han faktisk ikke sat på nogen større prøver. For det meste skød viborggenserne over eller ved siden af målet på deres chancer.

Sparkær blev ved med at kæmpe forbilledligt, og fik sendt nogle høje bolde frem i gæsternes felt, som skabte uro men ingen store muligheder. Ikke før Anders Holm i det 82. min. sendte en lang bold frem mod VFF-målet. Asger Fjeldsted stormede efter bolden og nåede lige at sætte pandebrasken på, inden VFF-målmanden nåede bolden. Han ramlede sammen med Fjeldsted, men målet blev godkendt af dommer Jan Dahl.

Asger fjeldsted 01062025
Asger Fjeldsted sørgede for udligningen. Arkivfoto.

Mere skete der ikke i en kamp, hvor VFF var klart det bedste hold, men stor respekt for de Sparkær-spillere, der blev på banen og fightede et point hjem. Stærkest i billedet stod Mikkel Mackenhauer og Asger Fjeldsted, der delte flest stemmer med 29 hver, men også Anders Holm og William Daa kan klappe sig selv på skulderen efter en flot indsats.

Samtidig med Sparkærs kamp spillede B/T hjemme mod Skals, og den kamp vandt B/T med 1-0. Dermed kan Sparkær ikke nå en direkte oprykning men kun andenpladsen. Der sker kun, hvis Borup i morgen sætter point til i kampen mod Løgstrup, og Sparkær derefter slår Borup i den sidste kamp.

-hp

del på de sociale medier

Facebook
Twitter