Nyheder

Dyrt Sparkær nederlag

Efter et par kampe, hvor Sparkær har klaret sagerne trods afbud og skader, så gik den ikke længere søndag eftermiddag i Bjerregrav, der vandt med 3-1. Overordnet kan der ikke indvendes noget imod det, men der var et par kontroversielle dommerkendelser undervejs, uden at det skal forklare nederlaget. Hjemmeholdet var i flere perioder bedst og kom frem til de fleste chancer, mens Sparkær især i 1. halvleg stort set kun sendte lange bolde ind i feltet i håb om, at tilbagevendte Kasper Møller fik hovedet på.

HBI kom foran ved Frederik Gammelby efter et kvarter, og kort efter kunne det være blevet 2-0, hvis ikke Jonas Drensborg havde disket op med en stor redning. Resten af halvlegen var en lige affære, og et par minutter før pausen fik Kasper Møller en fin mulighed for at udligne på en fremlægning af Frederik Andersen, men målmanden fik afværget.

IMG 7395 2 kopier
Jonas Drensborg stod en fin kamp, og havde et par store redninger, der holdt Sparkær inde i kampen.

2. halvleg startede rigtig skidt for Sparkær, da Frederik Sucksdorff korrekt fik gult i det første minut, men det var først senere, at dramatikken indtraf. Midt i halvlegen ved stillingen 1-0 kom dommeren så for alvor i centrum. Først dømte han hånd på bolden mod Mads Daa Vistisen, men det var der ikke. Det kostede et gult kort, som blev forvandlet til rødt efter protester fra Mads, og det var selvfølgeligt ikke klogt af ham. Kort efter stoppede en HBI-spiller så bolden med hånden, alle stoppede op, og alle undtagen dommeren kunne/ville se forseelsen, og fløjten var tavs. Det udnyttede to HBI-spillere til at gå direkte mod mål og score til 2-0.

Minuttet efter blev der dog spænding i kampen igen, da Kasper Møller reducerede efter en flot pasning af Frederik Andersen, der var Sparkærs bedste mand ude på banen.

IMG 7262 kopier
Møller kom på måltavlen og er med igen for første gang siden fjendscup finalen.

Spændingen holdt dog ikke længe, for i det 78. minut lukkede hjemmeholdet kampen efter en fejlaflevering i Sparkær-forsvaret. Kampen endte med et gult kort til HBI-spiller.

IMG 7255 kopier
Frederik Andersen var klart Sparkærs bedste ude på banen.

Nederlaget er til at leve med på en dag, hvor afbud og skader for alvor gjorde ondt. Spillerne gjorde det, de kunne, men på dagen var det ikke godt nok.  Målmand Jonas Drensborg fik flest stemmer, og han holdt Sparkær inde i kampen med gode redninger i både første og anden halvleg. Værre er det med det røde kort til Mads Daa Vistisen, der nu minimum er ude i tirsdagens kamp mod Mønsted. Hvad der kan skrabes sammen til den kamp, må tiden vise, men her og nu ligner det en svær uge med kamp tirsdag og fredag mod Skals, hvor der også allerede er afbud.

Se flere billeder

Hør træner Per Sørensens kommentar

-hp

del på de sociale medier

Facebook
Twitter