Det lignede en helt igennem flot start på tilværelsen i serie 2 for Sparkær, da de lørdag eftermiddag mødte BTA hjemme i Sparkær. Men en 2-0 føring blev sat over styr i kampens sidste syv minutter, og det har Sparkær-spillerne god grund til at ærgre sig over.
En lige første halvleg bød ikke på de store chancer, men der var dog et par stykker ud over det mål, som Noah Hvass scorede i det 42. minut, da han opfangede en for kort tilbagelægning og scorede sikkert. Inden da burde gæsterne allerede efter otte minutter have bragt sig i front. De fik en friløber fra egen banehalvdel, og med Mikkel Riis og Mikkel Mackenhauer i hælene spurtede BTA-spilleren mod mål og fik afsluttet. Asmus Hindberg i målet fik parreret, men bolden sprang igen til BTA-spilleren, der i næste forsøg ramte Mikkel Mackenhauer, der var nået tilbage.

Kasper “Speedy Henriksen spillede stærkt i midterforsvaret. Arkivfoto.
Kort efter var Sparkær tæt på i den anden ende et par gange, men ellers var det meget afvekslende resten af halvlegen. Efter pausen var Noah Hvass tæt på allerede i det 46. minut, men han skød over på Michael Hansens indlæg. Som halvlegen skred frem var Sparkær det bedste hold, og det blev belønnet i det 67. minut med et debutantmål af Gustav Ishøi. Han nåede lige akkurat at få tåspidsen på et frispark i højre side fra Kasper Henriksen og blev således noteret for målet.
Der var chancer til 3-0, og BTA havde et godt langskud lige uden om stolpen, inden de slog til i slutminutterne. Det første mål kom i noget klumpsil efter et hjørnespark, mens det andet var et hovedstød efter et frispark. Her så Sparkær forsvaret ikke godt ud. Og det kunne faktisk være gået helt galt, da BTA i tillægstiden sendte et frispark på ydesiden af stolpen.
Trods skuffelsen kan Sparkær-spillerne se tilbage på en kamp, hvor de spillede godt og havde styr på det meste, inden slutningen. Det kan man ærgre sig over, men også lære af. Efter spil og chancer burde det have været 3 point, men et enkelt er også værd at tage med til en start. Hvis BTA har niveau til serie 2, så har Sparkær i hvert fald også.
Kasper Henriksen var rykket ned i forsvaret ved siden af Mikkel Mackenhauer i Anders Holms fravær. Det var en god kombination, og “Speedy” løb da også med hele 30 stemmer efter kampen. Mikkel Mackenhauer indkasserede kampens eneste advarsel 6 min. før pausen Træner Poul Vistisen var overordnet tilfreds bortset fra resultatet:
- Jeg havde stor fokus på, om vi kunne stå distancen i alle 90 min. efter den start vi har haft, og det synes jeg faktisk, at vi kunne. Jeg er super tilfreds med indstillingen, og alle kan se hinanden i øjnene. Og så er det positivt, at vi kom igennem uden flere skader, men det nager mig lidt, at vi smed føringen, især fordi vi havde mulighederne for at lukke i 2. halvleg. Min konklusion er, at vi spillede en fin kamp, og hvis det her niveauet i serie 2, så kan vi sagtens være med.
-hp
