På en solbeskinnet eftermiddag på Sparkær Stadion spillede Kurts mandskab sin tredje træningskamp i årets opstart, hvor de mødte Tjele Vest Sport – et stærkt mandskab, der for nylig rykkede ned fra Serie 2 og i deres seneste kamp havde udraderet Løgstrup med hele 10-2. Der var altså lagt op til en hård test for Sparkær-drengene.
Dagen startede i klubhuset, hvor træner Kurt Mogensen havde inviteret spillerne på en bid brød, som han i sammenråd med HP og Karen havde sørget for. Efter en forplejning stod Kurt klar ved taktiktavlen og gennemgik ambitioner for sæsonen og kampplanen i detaljer, før holdet gik på banen.


Første halvleg: Møller-show og Sparkær i teten
Kampen kunne ikke have fået en bedre start for hjemmeholdet. Allerede efter to minutters spil sendte Daniel en skarp stikning i dybden til Kasper Møller, der i dagens kamp viste sig som en sand målmager. Møller afdriblede elegant målmanden og lagde bolden sikkert i nettet til 1-0.

Sparkær sad solidt på spillet i kampens første kvarter, men et tilfældigt tackling på kanten af feltet sendte bolden lige i fødderne på en fri Tjele-angriber, der udnyttede situationen kynisk og udplacerede Jonas i målet til 1-1.
Men Sparkær svarede hurtigt igen. Bare to minutter senere, i det 17. minut, blev Kasper Møller igen sendt i dybden efter flot kombinationsspil. Hans første afslutning ramte overliggeren, men han var hurtigt over returen og sendte bolden i nettet til 2-1.

Tre minutter senere – efter 20 minutters spil – leverede Mikkel Riis en flot lang bold fra eget felt mod Møller. Sparkærs målmager tog løbeduellen mod Tjeles træner og forsvarsspiller Thomas Christophersen og løb overlegent fra ham, før han sikkert sendte bolden i kassen til 3-1 og dermed fuldendte sit hattrick på blot 20 minutter.

Tjele Vest Sport svarede dog hurtigt igen. Efter 25 minutters spil lignede det, at forsvaret havde styr på en bold i dybden, men en misforståelse, sendte en Tjele mand alene med Jonas i Sparkær målet, og scorede sikkert til 3-2.
Sparkær havde flere chancer for at lukke kampen før pausen. Møller havde en gylden mulighed, da han fik en god aflevering foran mål, men i stedet for at afslutte selv, spillede han Asger, hvilket førte til lidt klumpspil i feltet. Senere forsøgte Møller sig med en fræk chip-afslutning over både målmand og forsvar, men bolden sneg sig lige forbi stolpen. De chancer Tjele levede på var nogle dybde bolde men Jonas diskede op med nogle fine redninger i mand mand dueller, som må siges at være hans spidskompetence.

Efter pausen kom Tjele Vest Sport bedre med i kampen. Efter et lille kvarters spil opstod en træls udligning for gæsterne. Jonas i målet leverede ellers en flot redning i en en-mod-en-duel, men Tjele-spilleren fik fat i returen tæt på baglinjen og spillede bolden ind foran mål, hvor en medspiller nemt kunne sende den i kassen til 3-3.
Kampen bølgede efterfølgende lidt frem og tilbage, men Sparkær satte sig på opgøret i kampens sidste 10 min. Hjemmeholdet pressede på med flere nærgående langskud, men en velspillende Tjele-målmand holdt stand. Anfører Mikkel Mackenhauer fik rykket kontaktenlinsen ud med 15 min igen, og måtte desværre gå ud. Møller og Asger kom begge tæt på, men skarpheden manglede i de afgørende situationer, og kampen endte dermed 3-3.

Konklusion: En stærk præstation, men manglende skarphed
Selvom Sparkær leverede en flot indsats mod en stærk modstander, sad man tilbage med følelsen af, at hjemmeholdet burde have vundet. Især i første halvleg havde Sparkær chancerne til at lukke kampen, men ineffektivitet i de afgørende øjeblikke blev dyrt.
Træner Kurt Mogensen: ”Vi skulle have lukket kampen i første halvleg, hvor vi selv er skyld i at TVS kommer ind i kampen. Men en utrolig stærk modstander, som matchede hinanden godt. “
Trods skuffelsen over det uafgjorte resultat viste kampen, at Sparkær IF er godt på vej i opstarten, og med lidt mere skarphed i de afgørende situationer havde man da også vundet dagens test.
Et malurt i bægeret var, at både Nicolaj Broch og Kasper Henriksen måtte udgå med skader og nu meldes tvivlsomme til næste weekends kamp mod Rosendal. I forvejen er holdet ramt af afbud fra Noah Hvass og Jonas Drensborg, der begge skal spille håndbold, hvilket betyder, at Sparkær ser ud til at mangle flere nøglespillere i næste testkamp mod en stærk modstander i Rosendal, som vores tidligere træner Per Vester står i spidsen for.
Kampen spilles i Rosendal næste lørdag kl. 13:00

Se flere billeder fra dagens opgør
Interview med Kurt & Kasper Møller
-JM