Sparkær IF kunne tage hjem med tre vigtige point efter en hårdt tilkæmpet 0-1-sejr ude mod B/T. En kamp hvor kollektivet bar sejren hjem, og hvor målmand Asmus Hindsberg blev kampens helt store profil.
Første halvleg var præget af et presset og usammenhængende Sparkær-hold, der havde svært ved at få spillet til at flyde. Bruunshåb lagde et højt pres og stressede gæsterne konstant, hvilket førte til mange fejlafleveringer og få chancer for Sparkær. Offensivt var det småt med forsøg – de få, der kom, gik forbi mål.
Bruunshåb havde meget boldomgang i første halvleg, og de få men store muligheder de fik, var farlige – og her viste Asmus sit værd. Først i 29. minut, hvor han reddede en friløber, og igen i 44. minut, hvor han afværgede endnu en friløber kort før pausen. To altafgørende redninger, der holdt Sparkær inde i kampen.

I pausen måtte træner Kurt tale med store bogstaver. Budskabet var klart: Der skulle investeres, løbes begge veje og kæmpes for hinanden.

Det gav pote i anden halvleg. Sparkær kom længere frem på banen og stod mere kompakt defensivt. Og i 57. minut kom forløsningen: Et skud fra Arvesen blev blokeret af en flok Bruunshåb-spillere, og bolden dumpede ned for fødderne af en helt fri Asger Fjeldsted – som kort forinden var blevet skubbet frem på banen af Kurt. Med stor kølighed tæmmede Asger bolden og sendte den sikkert i nettet til 0-1, hvilket udløste stor jubel blandt de mange medrejsende Sparkær-fans, som fyldte hele langsiden og var klart i overtal. Asger leverede en helstøbt indsats og løb mange utrættelige meter.

Resten af kampen bød på hård fight og stærk defensiv disciplin. I 68. minut blev et farligt skud blokeret af Mikkel Mackenhauer, som også leverede en helstøbt indsats i midterforsvaret, sammen med Kasper Holm. I 75. minutafværgede Asmus et frispark tæt på kanten af feltet. Kort forinden løb han ud på en stikning og nåede akkurat lige at cleare en bold for fødderne af B/T spiller. Det var en flot præstation af Sparkærs sidste skanse, som fortjent blev kåret til kampens spiller efter kampen, med hele 51 stemmer.

Med godt et kvarter igen foretog Sparkær sidste udskiftning: Anders Holm kom ind i stedet for Mikkel Riis, og Nicolaj Broch erstattede Oliver Andersen et kvarter før. Begge leverede et flot indhop og netop Holm var tilbage på førsteholdet efter en længere skadespause. Han stod solidt i forsvaret, var stærk i duellerne og headede flere bolde væk i kampens afgørende fase, hvor kampen skulle forsvares og kriges hjem.

Sparkær var bedst i anden halvleg og viste stor moral. Det blev ikke nogen køn affære, men som Kurt sagde efter kampen: “Man kriger den hjem, når spillet ikke sidder der, og jeg er stolt af gutterne der arbejde stenhårdt i 2. halvleg.”

Med sejren er Sparkær nu helt med i toppen og deler andenpladsen a point med VFF på 10 point, mens Borup fører med 13. To vigtige opgør mod netop VFF og Borup venter de næste to kampe. Næste opgave er VFF på Rughavevej lørdag d. 3 Maj.
Se interview med Asmus og Kurt
-JM