Nyheder

7-1 var i underkanten

Sparkær cementerede lørdag førstepladsen i puljen med en knusende 7-1 sejr hjemme over Søndermarken IK – en sejr der snildt kunne være blevet to-cifret med lidt mere held og koncentration. Tre gange stod overliggeren i vejen, to mål blev annulleret for off-side og så havde gæsterne i Morten Busk en målmand, der tog godt fra.

Kasper Møller har for alvor fundet målstøvlerne frem her i efteråret, og han indledte da også kampen med at sende bolden på overliggeren allerede i det første minut. Der gik dog ikke længe, inden nettet begyndte at blafre, for i det 7. minut omsatte han en frispilning af Daniels Brøns i mål. Han fortsatte i det 27. min., da han opfangede en bold i feltet efter et hjørnespark og scorede sikkert.

IMG 0895 kopier
Kasper Møller scorede hattrick og ramte overliggeren to gange.

Den stilling holdt kun i 5 min., da gæsterne fik en gave i form af et selvmål. William Daa ville heade et ufarligt indlæg tilbage til Jonas Drensborg i målet, men han var samtidig på vej ud efter bolden med det resultat, at den sejlede ind over ham og i mål. Her manglede noget kommunikation mellem de to unge Sparkær-spillere. Det ændrede dog ikke noget i kampforløbet, og da Mads Daa Vistisen i det 37. min. opfangede en dårlig aflevering i gæsternes forsvar, var han usvigelig sikker, og omsatte gaven til 3-1, som også blev pausestillingen.

2. halvleg startede med to lynscoringer af hjemmeholdet. I det 49. afsluttede Kasper Møller et flot angreb, der startede ved William Daa, via Asger Fjeldsted og til Daniel Brøns i højre side, som serverede bolden til Møller foran mål. Minuttet efter var det så Kasper Henriksen, der omsatte en frispilning af Frederik Andersen i mål. Herefter havde det talstærke hjemmepublikum sat næsen op efter mere underholdning, men gassen gik lidt af hjemmeholdet, der overlod en del spil til gæsterne, uden at de dog blev farlige.

IMG 0977 kopier
Mads Daa Vistisen scorer her til 3-1. I baggrunde Jacob Svanholm (grøn), som havde taget turen fra Hobro for at hjælpe med fløjten, da der ikke var uddannede dommere nok i weekenden. Det klarede han flot og uddelte kun et enkelt gult kort til gæsterne for brok i 2. halvleg.

Der blev dog stadig skabt rigelig med chancer, men lidt for selvisk spil og mere stolpe ud gjorde, at vi måtte vente til slutminutterne, inden der igen kom gang i målscoringen. I det 89. minut lavede Frederik Andersen igen et oplæg, som Kasper Henriksen omsatte i en flot scoring fra kanten af feltet, inden Noah Hvass Gjørup minuttet efter fik lov at banke bolden i mål efter oplæg af Kasper Møller.

En stensikker sejr over et hold, der ligner den ene nedrykker. Og en kamp, der viste, at når Sparkær-spillerne slipper bolden og lader kombinationerne flyde, så er de gode og farlige for enhver modstander. Men der er stadig meget at arbejde med, hvis ambitionen er serie 2, for der går tingene altså lige en tand hurtigere. Det peger dog i den retning lige nu, og spillerne har en oprykning i egne støvler inden de tre sidste kampe.

IMG 1043 kopier
Nicolaj Broch løb med stemmerne efter kampen. 38 stk.

Se flere billeder

Se og hør træner Per Sørensens kommentar efter kampen.

-hp

del på de sociale medier

Facebook
Twitter